;

24 timer – 24 tanker

Den 31. august – 1. september 2019 deltog Hvidovre Amatørscene for første gang med et hold til Stafet for livet Hvidovre. Her kan du læse om Louise Frydendahl Ladefogeds oplevelser i de 24 timer stafetten varede

1. time: En halv fighterrunde 

På grund af en barnedåb i familien ankommer jeg til stadion da fighterne er cirka halvvejs gennem deres runde. Sidste år var jeg med som fighter, og fik en seriøs klump i halsen over at alle klappede os hele vejen rundt på banen. I år er det kun cirka halvdelen, der gør det. Fesent, tænker jeg. På den anden siden har arrangørerne opgraderet med solsikker i fighternes hænder, og noget marchband til at følge dem rundt på banen. Lille klump i halsen. 

2. time: Overblikkets time 

Jeg trækker hurtigt i mit stafettøj: sorte løbebukser og vores t-shirt, der til min lettelse er blevet rigtig flot! Jeg havde lidt pres over de t-shirts. Folk er stille og roligt begyndt at skrive sig på tidsplanen, som vi har lavet for at være sikre på, at der er nogen på banen hele tiden som reglerne siger. Jeg skriver mig selv på til solopgangstjansen som det første. Der er Zumba og jeg får et kæmpe smil på læberne da jeg ser en masse HVAS t-shirts blandt de dansede. 

3. time: Koncertjam 

Hubertus går på scenen, og lader Kim Larsens sange strømme gennem højtalerne. Han har aldrig sagt mig så meget, men vi hygger, og der er mega god stemning. Jeg har købt en lyspose, men i det sekund jeg sætter pennen på papiret forsvinder ALLE tanker, og jeg aner ikke hvad jeg skal tegne eller skrive på posen.

4. time: Familien ankommer 

Min familie ankommer fra barnedåben. De blev til maden, men har taget slik og popcorn med til mig. Ellen på seks år er mere end stolt da jeg får det overrakt. Den frokost jeg aldrig fik spist, erstatter jeg her med lyserødt slik og halvbløde popcorn. Chapper underholder på scenen, og byder der sig en mulighed for at stå på en scene, tager Ellen den gerne. Gud ved, om hun ligner sin moster?

5. time: Første gang på banen 

Mens Chapper laver underholdning for og med børnene, er jeg godt i gang med mine første runder. Det føles godt, og selv om vi aldrig fandt en rundesponsor, håber jeg alligevel, at vi får gået en masse runder. Tobias løber runder på bare fødder – vanvittigt! Men også lidt sejt.

6. time: Madholdet henter mad – jeg går til snacksne

Den sukkerrige frokost har ikke lagt nogen imponerende bund. Jeg får pakket nogle snacks ud. Frisk frugt og peanuts. Jeg inhalerer en håndfuld peanuts og nogle blommer. Imens er mine forældre kørt til HVAS for at hente maden. Jeg er blevet færdig med at dekorere min lyspose, og tager Ellen med hen for at aflevere den. Hun har inisteret på at bære den, men halvvejs spørger hun om hun bare skal smide den. Det er Ellen’sk for “bær din lyspose selv”. Jeg griner lidt invendigt, og vi afleverer posen. Kvinden, der tager i mod tror vist, at det er Ellen, der har tegnet på den. Hun har da også tegnet en uforklarlig mand med skæg, men resten af krusedullerne er mine. Der er nok ikke gået en tegner tabt i mig…

7. time: MAD 

Maden ankommer. Vi kan ikke spise allesammen på én gang. Uno og Michael bliver på banen, og jeg slutter mig til dem til et par omgange. Men jeg trænger til rigtig mad, og springer til ved synet af en ledig stol. 

8. time: Midt i nydningen 

Jeg venter med at gå flere runder. Jeg er ikke ligefrem i topform, så jeg forsøger at gemme kræfterne til natten. Så jeg sidder egentlig bare og nyder stemningen sammen med de andre, der sidder ved pavillonen. 

9. time: Den forsvundne time

Tiden fra tyve til enogtyve er forsvundet i mit hovede. Man skulle nok have taget noter undervejs. 

10. time: Lysceremoni

Alle lysposerne har fået lys i, og er blevet stillet op så der står HÅB med et hjerte på hver side. Årets lystale af Hans-Kristian Solbjerg Vittinghus er meget personlig og fuld af sorg. Den handler selvfølgelig også om det håb vi giver hinanden ved et arrangement som Stafet for livet. Jeg tænker, at det er modigt af ham at stå der og græde foran alle os. Der er flere blandt tilhørerne, der også græder. Jeg gør ikke, og det er delvist med fuldt overlæg. Jeg er nok bange for, at jeg aldrig stopper igen. Det kan godt tage lidt tid at stoppe når der først er åbnet for sluserne. Men jeg føler heller ikke behovet.

11. time: Barn i telt og partyband på scenen

Ellen er faldet i søvn på sin mor under lysceremonien, og vi forsøger at bugsere hende ind i teltet uden hun vågner. Det lykkedes naturligvis ikke, men hun falder hurtigt i søvn igen. Jeg tænker, at hun da må vågne når partybandet går igang, men hun sover som en sten hele vejen igennem. Jeg bliver ved teltet, mens de andre går og løber. Andre er taget hjem for at komme igen næste morgen. Ude i det fjerne kan vi se lyn på himlen.

12. time: Natten begynder – og uvejret lander

Klokken er lige omkring 23, da jeg beslutter mig at lægge mig til at sove. Jeg har tjansen med Lotte og Cille kl. 4, og jeg er træt og fuld af dagens mange indtryk. Jeg når kun lige at lægge mig under dynen da jeg ser et glimt og kort efter hører et kæmpe brag. Uvejret er kommet. Alle bliver bedt om at komme ud at teltene. Ellen har svært ved at vågne, og jeg hjælper hende ud af teltet. Det regner ret meget, og der kommer mange lyn. Vi sidder allesammen indenfor. En kvinde fra et af de andre hold uddeler tordenslik til alle. Det er egentlig ok hyggeligt. 

13. time: Mens vi venter

Uvejret er stille og roligt på vej væk. Men vi bliver indenfor. Jeg håber virkelig, at jeg når at få måske tre timers søvn. Efterhånden begynder flere at vove sig udenfor igen, hvor der er mere ro på vejret. Vi har to fra vores hold på banen igen.

14. time: En lille lur

Alles øjne er små og trætte. Flere fra de andre hold tager hjem. Næsten alle fra HVAS’ nathold sidder på gulvet. Min ryg er blevet sart efter operation og sygemelding, så jeg glæder mig til at komme ned og ligge på en luftmadras. 

15. time: Mere lur 

Uvejret er drevet over, så alle går ud igen. Vi har flere friske mennesker på holdet, der sover i vores pavillon. Michael og Uno har vist byttet med nogle andre på holdet, så de går på banen igen. De er mega cool! Min søster, Ellen og jeg er tilbage i vores telt, og falder ret hurtigt i søvn.

16. time: Lynet slår ned 

Søs vækker mig klokken tre og spørger om det er nu jeg skal gå. Jeg når næsten af falde i søvn igen, da mere lyn og torden ankommer. Samtidigt. Braget er øredøvende, og vi kigger på hinanden med den samme tanke: Vi skal ud af teltet og indenfor. Endnu engang må vi hive Ellen ud af sin sovepose. Jeg kaster lidt panisk, og på en meget upraktisk måde noget tøj på kroppen, og glemmer for anden gang den nat BH’en. Alle er rimelig rolige, og jeg vover pelsen og løber tilbage efter BH’en. Orker ikke at rende rundt og flagre med vaflerne. Det forlyder, at lynet slog ned på stadion i en af lysmasterne. Det føles ikke som om jeg har sovet. 

17. time: Vi vover os ud 

Klokken bliver fire, og Cecilia kommer tilbage efter en tur hjem. Hun, Lotte og jeg begiver os ud på dagens første runder. Min fod gør sindssygt ondt, og mit dårlige knæ begynder også hurtigt at brokke sig igen. Jeg fortryder virkelig meget, at jeg aldrig fik trænet det op.

18. time: Ondt i foden – grus i øjnene 

Jeg nægter at give op og halter lidt afsted. Vi går og taler, og går og taler, og det er nogle dejlige timer. Jeg begynder at blive sulten, og forsøger at overbevise min mave om at en pære da virkelig er sagen. Himlen begynder at lysne, og jeg drømmer om en lun croissant. 

19. time: Live fra solopgangen

Erik er kommet tilbage for at overtage fra os, og vi laver livevideo på Facebook. Jeg er virkelig bange for at sige noget sludder. Jeg har sovet halvanden time, og det føles lidt som at være fuld. Men det går fint. Det er ret hyggeligt.  

20. time: MORGENMAD 

Cille beslutter sig for at køre til bageren efter morgenmad, og jeg kører med. Vi tager morgenmad med til flere, og jeg inhalerer en grovbolle og en chokoladecroissant. 

21. time: Seriøs energikrise 

Jeg er så træt, at jeg næsten ikke kan holde øjnene åbne. Min krop føles som tømmermænd, og jeg beslutter mig for en lur. Det bliver dog ikke til mere end 30-45 minutter, før Eriks sprøde konferencier-morgenstemme annoncer morgengymnastik over højtalerne. I pavillonen taler vi om hvorvidt det er den kække zumbadame fra igår. 

22. time: Nu med linedance 

9.30 er det tid til cowboyhat og kække toner. Et lincedancehold danser, og man er velkommen til at deltage. Vi betakker os dog, og nøjes med at kigge på. Linedance er virkelig ikke min kop te. 

23. time: To vågne hjerneceller – teltene pakkes ned 

Det når at regne lidt mere, men mellem 10 og 11 er der alligevel så meget ophold i vejret, at min far begynder at pakke telte samme. Jeg har noget, der minder om to vågne hjerneceller, men forsøger alligevel at hjælpe ham. Vupti er teltene væk, og nogle af os giver os stille og roligt til at pakke pavillonerne og alle vores ting sammen. Jeg tænker med længsel på et bad og en lur.

24. time: Sidste omgang 

Jeg går de sidste omgange med Cille. Jeg er ikke helt sikker på hvordan – men det lykkedes os da at sætte den ene fod foran den anden. Jeg forstår ikke hvordan dem, der har løbet og gået meget, meget mere end mig stadig står på fødderne. Jeg er dybt imponeret. Kl. 11.30 slutter stafetten, vi klikker de sidste omgange ind på rundetællerne, og begiver os op til scenen og afslutningstalen af stafettens formand, Maria Durhuus. Efterfølgende går vi en sidste runde allesammen – med fighterne forrest selvfølgelig. Temaet fra Rocky følger os rundt. Cille og jeg får den geniale idé at ønske et nummer af Thomas, der har styret lyden hele vejen gennem stafetten. Vi hujer højt da “Sikke en fest vi har haft nuuu i naaat” lyder over hele stadion. Vi giver hinanden varme kram og takker for kampen. Jeg er taknemmelig for de sidste 24 timer.  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *