;

Stoffer i lange baner  – interview med kostumeudvalget

Af: Louise Frydendahl Ladefoged

En helt almindelig tirsdag mødes jeg med Mette og Margit, der hvor alle mødes for tiden – på internettet. Jeg har sat dem i stævne, for at tale med dem om de største udfordringer de har haft med at sy kostumer. Både Mette og Margit har været med til at sy kostumer i flere år, og de kostumer de husker bedst, er både dem de synes blev flottest, men også dem, der trak flest tænder ud undervejs i processen med at lave dem. Og selvom planen egentlig var at tale om kostumer, der er blevet syet kommer vi også til at tale meget om dem, der skal sys i fremtiden, og ikke mindst om de omstændigheder de skal sys under. Sæt dig godt til rette, og læs med om 1600-tallet i strimler, glitterjakke og tyl gallore  

Hønsenet og stofstrimler i lange baner

Louise: Er der en af jer, der har lyst til at starte med at fortælle om den største kostumeudfordring I har haft?

Margit: Som ret ny ude på HVAS, jeg havde kun været med på én forestilling før, kaldte Anne ind til Den Indbildt Syge. Hun snakkede om hønsenet med tøjstrimler på, og sådan noget. Jeg tænkte “det kommer jeg aldrig til at lave. Og hvis jeg skal lave det, så får jeg ondt i fingrene, og skuespillerne skal stå op hele tiden, ellers bukker de det der hønsenet. Så snakkede vi frem og tilbage, om der var noget man kunne gøre, som mindede lidt om det. 

Der var jo de der tøjstrimler. Det, der var det sjove ved det var, at man skulle selv opfinde det. Man kunne ikke købe mønstre og sy det efter. Hvordan fik man det til at se ud som sådan nogle 1600-tals kostumer? 

Det var sådan noget med pladevat og pudefyld, sort lærredsstof, sy en indvendig stram nederdel, og så ellers lave sådan nogle puder ude på siderne. Det skulle jeg også selv finde ud af at få lavet. Da de der strimler skulle på, havde Anne en idé om, at vi skulle lave dem i gul, rød, grøn og blå. Alle farverne skulle være på alle kjolerne. Så sagde jeg i første omgang: det kommer til at ligne en farvelade, det bliver ikke kønt. Men det skulle vi prøve. Så jeg syede først én med alle strimlerne på i alle farverne. Da Ann-Pia prøvede den på scenen, sagde Anne “nej, det kan man ikke. Det er for spraglet.” Så var det af med de der strimler igen, og så fandt jeg ud af at lave en farvekombination i forskellige farver som jeg miksede på forskellige måder på alle kostumerne, så de ikke var ens. 

Det næste jeg blev overrasket over, det var at… det var jo nemt, det var bare nogle tøjstrimler. Men for, at de skulle kunne holde til alle forestillingerne, så skulle de zigzagges hen over kanterne, og det tog uforholdsmæssigt meget lang tid at få lavet alle de strimler dér, i flere meter. Jeg sad hele tiden og zigzaggede og zigzaggede. Det var sådan noget med, at når man kom hjem fra arbejde tog man lige en time fri. Så gik man ind, og sad og zigzaggede til man gik i seng. Det tog mig virkelig lang tid. 

Glitter(krig)

Mette: Jeg synes de sjoveste ting at lave, det er dem man digter. Jeg kan bedre li at være lidt kreativ, og det har jeg ikke haft lejlighed til så meget på HVAS. Det har været meget naturtro, det vi egentligt har lavet. På nær Erasmus Montanus, hvor jeg kom ind. Men der lavede vi jo nogle store, flotte kjoler. Mine største udfordringer har faktisk ikke ligget i HVAS. De har ligget i Klima (Teatergruppen Klima. red.) i sin tid. Blandt andet da vi lavede kostumer til Peter Pan, der stod jeg med hele produktionen af det. Det var et eventyr, så det var fedt at få lov til at jamme lidt, lave egne mønstre, og sætte fantasien i sving. 

Hvis jeg skal tage ét stykke tøj som jeg synes har været udfordrende i HVAS, så var det da vi lavede Strip(krig), og Simone bestilte en jakke i glimmer. Hvordan helvede skaffer man en glimmerjakke til en to meter høj fyr med meget, meget lange arme? Det gør man ikke. Så det jeg gjorde var at gå i kostumen, finde en damejakke, sy den til og så male den med sådan noget glimmermaling. Det var et svineri af rang. Jeg fik smadret flere trøjer selv. Det var alligevel også meget sjovt.

Jeg kan godt li, at fantasien får lov til at arbejde. Det synes jeg bare er sjovere at lave. Tit får jeg også rodet mig ud i det der, som du gør, Margit. Mine egne gode idéer, de tager uforholdsmæssigt lang tid. Fordi så finder man lige på, at så skal der være en lille stump her, og en lille dut der osv. Jeg håber meget, at vi kan lave nogle lidt mere fantasifulde forestillinger i HVAS end det vi har gjort. I hvert fald på kostumesiden. Så synes jeg også vi er lidt udfordret af, at budgettet er relativt lille, så der er ikke så meget at gøre med. Men jeg synes, vi får det bedste ud af det. 

Margit: Det synes jeg også. Vi får da lavet nogle flotte kostumer. Hele tiden, synes jeg. Men det er rigtigt hvad du siger, budgetterne er lave, og priserne er steget på stof. Man skal virkelig være kreativ på dét område også, og finde nogle materialer, som heller ikke er så behagelige at have på..

Mette: Eller at sy i. Det er også det der med, at det kan godt være, at de ikke er behagelige at have på, men det er heller ikke nødvendigvis særlig behageligt at sy i – eller særlig nemt.

Lidt med noget pels, lidt med noget læder

Louise: Mette, i forhold til at du godt kunne tænke dig, at det blev mere kreativt – tænker du så at idéen gerne må være mere løs, så der er mere frirum for dig at spille i når du skal sy kostumer?

Mette: Jah, det er jo én ting. Da vi lavede Peter Pan i sin tid i Klima, der fik jeg ret frie hænder. Instruktøren havde nogle idéer, men det var ikke fast tilrettelagt hvordan. Men at få lidt spræl ind også.. altså jeg synes det bliver meget hurtigt meget pænt ude i Klima. Og det kan det godt gøre selvom der kommer lidt spræl i… tyl, palietter what ever. At få lov at udforske nogle andre materialer, end dem vi normalt bruger. Peter Pan var sjov, fordi der var mange forskellige rollegrupper, og meget forskelligt arbejde. Lidt med noget pels, lidt med noget læder, og nogle andre materialer end vi har mulighed for på HVAS. Budgettet selvfølgelig var større, men det var så også over hundrede kostumer. Det var også en sjov udfordring i sig selv, det der med at have sådan et stort projekt. Det jeg godt kunne tænke mig, også med Stor ståhej, det var at vi slap fantasien en lille smule løs. Nu nævnte jeg noget tyl og nogle palietter. Man kunne sagtens gøre noget på de der 50’er kostumer, men bevare de snit, der skal til. Og noget med nogle farver. Få lov at lege lidt med nogle kontraster, synes jeg ville være sjovt. 

Margit: Det har du fuldstændig ret i. Det gør det spændende. Stilen skal jo passe stadigvæk til det man gerne vil. Men derfor kan man godt sprælle lidt hen over noget forskelligt. 

Louise: Ja. Som instruktør kan jeg jo sagtens bare sige “min idé er, at kostumerne skal være 50’erne. Go nuts”. 

Margit: Det er jo bare et spørgsmål om, at man sætter sig ned og snakker om det. Man skal så også huske, at man skal have tid til det. Det skal vi nok være gode til. 

Mette: Det er jo det der igen, ikke? Man får sine egne gode idéer, det tager bare virkelig virkelig lang tid. Jeg lavede engang en papegøje, med store flagermusevinger i meget flotte røde, gule, grønne farver. Bare i noget helt almindelig lagenlærrred. Men jeg fik den idé, at hver en fjer skulle klippes ud for sig. Det var en rigtig dårlig idé. Fordi det tog syv lange, og syv brede og sidde og sætte alle de der fjer på. I guder… Men den blev flot! 

14 meter tyl

Louise: Men Mette, hvis man skal tage fat i nogle af de ting du har lavet på HVAS.. nu snakkede vi kort om Erasmus Montanus som var den første, ikke? 

Mette: Jo

Louise: Der var da i hvert fald nogle kjoler, og nogle ting til herrerne også. Den kunne da et eller andet på kostumefronten også? 

Mette: Det kunne den. Det, der var sjovt ved den var, at den var tidstypisk. Så det var jo noget med at gå ud og finde nogle mønstre, som var tidstypiske. Noget havde vi, og noget stof havde vi. Andet måtte vi være lidt kreative med. Den rolle Michael havde med den røde jakke. 

Louise: Ja, løjtnanten.

Mette: Det var sådan lidt “okay, hvad gør vi. Det skal være meget meget billigt.” Så det blev dobbeltlagt lagenlærred i rød, altså højrød. Det var pisseirriterende at sy, fordi alt skulle lægges dobbelt for at give jakken en lille smule fylde uden at være polstret på nogen måde. Det var et helvede. Og så lavede vi jo det her meget store skørt til Lisbeds kjole. Det var altså fjorten meter tyl eller sådan noget. 

Margit: Der burde man egentlig, for tungheden af kjolen, have delt den i to. Det var jo én kjole, men jeg tænker på, hvor tung den var når man tog den. 

Mette: Helt vildt. 

Damekjole i mandestørrelse

Margit: Jeg sammenligner med da jeg syede til Charles Tante. Det var i tre dele. En jakke, og så to slags nederdele. Og det gjorde, at det ikke virkede så tungt når de skulle have det på. 

Louise: Vil du fortælle lidt om den? Charles Tante?

Margit: Ja, det var jo også en udfordrende forestilling. Det var med 1800-tals tøj. Stor numse, og rynker bag på, stram jakke og sådan noget. Det var også sjovt at lave. Der jammede jeg hen over samme mønster til dem alle sammen. Det var specielt at sy en kjole til en mand. Man skal gange den største størrelse op i en hel masse ting, og lige trække noget talje ud. En ting jeg lærte af det: man skal lade være med at lytte til skuespillere om, hvad de ønsker. De er bange for, at de taber kostumet undervejs, og det resulterede i, at jeg satte knapper i, og var nødt til at stå bag scenen hver dag, og knappe knapper fordi han (Frank, der spillede titelrollen som Charles’ Tante.red) kunne ikke nå det selv. 

Louise: Så måtte du være påklæderske?

Margit: Ja, jeg måtte være påklæderske. Det var jeg nødt til at være, for ellers var han aldrig blevet færdig med at knappe de knapper han havde i sin kjole. Min oprindelige tanke var, at det bare skulle have været velcro. Det kunne sagtens holde til, at han hoppede rundt på scenen. Men det troede han ikke, at det kunne. Så var jeg for nem, og så sagde jeg “okay, så får du rigtige knapper i”. 

“Vi skal være dyr allesammen”

Louise: Jeg har før sagt når vi holder forestillingsudvalgsmøder: alle må komme. Også hvis man er en kostumedame som tænker “jeg kunne sgu godt tænke mig at lave noget med pels”. Det kunne være fedt at starte en forestilling dén vej, så den ikke nødvendigvis startede med “nå, men jeg har det her manuskript” eller en instruktør som siger “jeg vil gerne lave den her slags forestilling”. Det kunne være en sjov udfordring, at det startede med en kostumedame som sagde “jeg har sgu lyst til at prøve at lave den her slags kostumer”. Og så kunne man ligesom se hvad for en forestilling man kunne lave med det. 

Mette: Jeg tror, at for mit eget vedkommende, så bliver jeg mere inspireret den anden vej rundt. Det med, at der kommer nogen og siger “prøve at høre, det er denne her tid” eller “det er den her stil” eller “vi skal være dyr allesammen”. 

Margit: Jeg har det lidt på samme måde faktisk. Det starter ens kreativitet, når man hører folk fortælle. Jeg kan godt li at være med til læseprøver, for eksempel. Høre når de læser stykket op. Det har jeg været nogle gange. Nogle gange danner jeg mig nogle billeder af, hvordan kostumerne kunne se ud. Så er det jo spændende om man er enig med instruktøren. Det er  ikke altid man er det. Det er jo instruktøren der bestemmer, men derfor kan man jo godt komme med nogle forslag. Det vi mangler mest, hvis du spørger mig, det er et sted man kan være når man skal sy noget stort. Så man ikke skal ligge og kravle nede på gulvet. Det er noget møg, når man laver de der store ting. Man kan ikke være oppe på et bord. 

Louise: Har I så et kostume, et stykke beklædning, som I bedst kan li at lave? 

Margit: Jeg kan bedst li at lave dametøj faktisk. 

Mette: Ja. Jeg tror kjoler er for mig, der hvor man kan splashe lidt ud, og være lidt kreativ og lege lidt med nogle farver. Bukser? Nej. Det går rigtig hurtigt, men jeg hader at sy bukser. 

Margit: Og jakker. Jeg hader at sy jakker. 

Mette: Ja. Der er også et eller andet med jakker. Det skal være meget præcist. Nogle gange bliver det ikke så præcist, fordi det skal gå hurtigt. De store kjoler, som Lisbeds, den var sjov at lave. Det skulle også være rimelig præcist, meeen den har skønhedsfejl, hvis man går ud og kigger. Fordi det skulle gå stærkt. For mig er kjoler langt det sjoveste. Der kan må godt lege lidt med nogle materialer. Det kan man sgu ikke rigtigt med bukser fx.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *