Den Indbildt Syge

DEN INDBILDT SYGE

Den stakkels Argan er syg – meget syg. Ind i mellem også lidt døende. I virkeligheden lider han af hypokondri, og angsten for sygdommen kontrollerer uden undtagelser alle aspekter af hans liv. Desværre må alle andre lide med ham. Ikke mindst hans beregnende kone nummer to, Beline, der må lægge øre til ikke så få beklagelser.

Argans ældste datter, Angelique, skal giftes. Det er der i det mindste enighed om mellem far og datter. Men de to er ikke helt enige om med hvem. Angelique elsker Cleante, men Argan vil have en læge som svigersøn! Heldigvis har stuepigen Toinette et sind og en tunge, der er skarp som en sabel. Og med hjælp fra Argans bror, Beralde, får hun med sund fornuft og snuhed vendt tingene til de flestes fordel. Angelique får sin Cleante, og Argan finder sin læge et sted han aldrig selv havde tænkt på.

Forestillingen spillede på Hvidovre Amatørscene i 2010.