Glædelig Jul

Glædelig Jul

af Alan Ayckbourn

En halv snes venner og familie fejrer jul sammen med Neville og Belinda Bunker i deres hjem, og dét går ikke stille for sig! Belindas søster Rachel får besøg af sin forfatterven Clive, der straks falder for Belinda – og det er vist en smule gengældt. Til gengæld holder Nevilles skydegale onkel Harvey et vågent øje med Clive, og dét falder ikke ud til Clives fordel. Julens “højdepunkt” er det traditionsrige dukketeater – elsket kun af ophavsmanden selv, Nevilles svoger Bernard, der er mere entusiastisk end talentfuld. Neville selv opdager ikke så meget, for han har travlt med at tale forretninger med sin ven Eddie, der har sin ret gravide kone Pattie med. 

Både Neville og Belinda og Eddie og Pattie har børn, og selvom man aldrig ser dem er man ikke i tvivl om, at de er der. 

Ude i køkkenet huserer Nevilles søster Phyllis til Belinda og Patties store fortrydelse. Hun er i fuld gang med at kokkerere julemiddagen – når hun altså ikke har travlt med at besvime i melet, og skære sig på gryderne. 

Ja, der er lagt op til en begivenhedsrig jul i familiens Bunkers hjem, og du er inviteret! 

Forestillingen spillede fra den 24/11-9/12 2023.