Julekalender 2022 – låge nr. 3

Låge nummer 3: Michaels kamp om sin plads i sofaen.

Med Tobias Nilsson.
Med forestillinger som “Farven fra det ydre rum” og “Og så var der ingen” på min samvittighed, er det vel ikke noget under, at nogen mener at jeg går efter de mørke og gyselige historier. Hey, jeg indrømmer det gerne, det er den slags historier der tiltaler mig, og jeg synes de har sin ret i teaterverdenen, på lige fod med komedier, tragedier, og alle de andre -dier man nu kan finde på. Men selv i mørket synes jeg nu altid at der er plads til et godt grin. Noget der springer mig i minde her, er General Mackenzies (brilliant spillet af Michael Witt) kamp om at få lov at sidde på “sin” plads i sofaen, i “Og så var der ingen”. Det stammer fra en lille, henkastet bemærkning i manuskriptet, men når jeg havde læst den, fik jeg et billede af Sheldon Cooper fra “The Big Bang Theory” i hovedet, og tog inspiration fra det til at skabe et lille gag til min forestilling. Jeg var tit færdig af grin over, hvordan den stakkels general måtte stå og trippe usikkert, da den ene efter den anden indtog “hans” plads i sofaen, og han simpelthen ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Tro det eller ej, men jeg elsker komedie, og jeg elsker at putte sådanne jokes ind i mine forestillinger – det er bare om at finde dem.