Med Michael Witt

Da Louise ville opsætte Undskyld, havde hun forskellige idéer til hvordan scenografien skulle være. Hendes endelige scenografi blev en rød trappe, undskyld en STOR rød trappe. Den fyldte næsten hele scenegulvet, 550cm bred, 400cm dyb og næsten 200 cm høj, og så skulle der også lige være lys i noget af trappen.

Det er sin sag at bygge sådan en stor trappe, især når budgettet ikke er særlig stort. Efter at have regnet på det skulle jeg bruge lidt mere end forestillingens fulde budget, hvilket betød at der så ikke ville være penge til kostumer, regi, teknik og PR.

Jeg måtte i tænkeboks igen og kom frem til en løsning: paller. De kan som regel fås enten gratis eller til en rimelig penge, og ganske rigtigt fik vi kontakt til nogle der havde rigtig mange paller til gratis afhentning.

Så kunne opbygningen begynde og der var nok at tage fat på. Heldigvis fik jeg da god hjælp men der lå mange dages arbejde forude, og der blev virkelig gået til den, og endelig efter lidt over en måned med ca 6 timers arbejde om ugen, stod den røde trappe færdig.

Troede jeg. For da skuespillerinderne begyndte at øve på trappen skrev Louise: “ Michaeeel, trappen knirker”. Mit svar var “jaja, men hvor slemt kan det være? Meget slemt, sagde Louise. Det troede jeg selvfølgelig ikke på, så jeg måtte komme til en øver og høre det selv. Da de 5 skuespillerinder på et tidspunkt alle sammen skulle gå henover trappen i noget der minder om gåsegang, hørte jeg det knage og brage – så blev jeg lang og træt i ansigtet.

Der var ikke andet for end jeg måtte i gang med at løse problemet og heldigvis kunne det lykkes og må nok indrømme at slutresultatet var imponerende og især med lys i, og så gav det virkelig nogle sjove scener at det forgik på en trappe, så det var virkelig godt set af Louise.

(Red.: fotoet er taget fra den filmede forestilling, og er derfor ikke i tiptop kvalitet )