Med Louise Frydendahl Ladefoged

I 2018 under prøverne på Og Så Var Der Ingen skulle vi prøve en scene, hvor min karakter hænger sig. Vi havde prøvet forskellige løsninger, der ikke rigtig virkede. Endelig fandt vi en sele jeg kunne have på indenunder kostumet. Michael, der havde bygget scenografien, havde lavet en anordning, der gjorde at jeg kunne blive hængt uden rent faktisk at blive hængt. Det krævede dog, at tovet havde den rette længde. Selvfølgelig var det lavet sådan, at hvis selen og wiren som jeg hang i fejlede, og jeg faldt ned med løkken om halsen, ville tovet ryge med. Tovet sad med andre ord ikke rigtig fast i loftet. Vi spiller scenen, jeg hopper og hænger helt som planlagt kun i sele og wire, og ikke i tovet, og tæppet bliver trukket for. Dog var tovet lidt kortere end hvad der føltes rart, og løkken strammede lidt om min hals. Jeg var aldrig i fare for at blive kvalt! Men rart var det altså ikke. Det gjorde jeg holdet opmærksom på med en sætning, jeg selv synes lød meget stille og rolig: “Okay, nu tror jeg måske, at jeg bliver lidt kvalt”. Det var jeg så den eneste, der syntes. HELE holdet kom farende i den tro, at jeg faktisk var ved at blive kvalt. Flot, Louise…Jeg tænkte, at de nok kunne høre overskuddet i min stemme, og at man kunne høre, at jeg havde masser af luft. Men de hørte kun ordene, og fordi de er mega seje kom de styrtende for at redde mig .