Med Ann-Pia Cramer-Larsen

En af de første forestillinger vi lavede efter vi fik vores teater på Byvej, var Marcolfa af Dario Fo. Jeg var sufflør på forestillingen, og dengang brugte vi ikke, at suffløren var synlig for publikum, så jeg sad ude i siden bag sætstykket.

Scenegulvet var ikke helt udbygget, og der var derfor et hul på ca. 1×1 m ved skorstenen. En stige blev sat i hullet op ad væggen og der sad så jeg på stigen med mit rollehæfte.

Midt under forestillingen sneg der sig en skygge for mine fødder, og ved nærmere syn var det ikke mindre end en kæmpe jagtedderkop skræk og rædsel. Jeg glemte alt om suffli og flygtede væk fra kæmpedyret.

Men hjælpen var på vej. Henrik som står op på billedet i hvid skjorte, havde en scene hvor en kost indgik. Han greb hurtig kosten og kastede sig ind i kampen efter kæmpedyret. Det måtte kunne høres i salen. Men han FIK DEN IKKE, de er snedige de dyr.

De følgende forestillinger var ikke uden frygt for hævn fra kæmpeedderkoppen, men den blev væk og er aldrig fundet.